Koreatrolde – nystiftet

Landegruppe for Sydkorea

 

Foreningen Koreatrolde blev stiftet lørdag den 28. marts 2009 på Fyn.

Koreatrolde er en Landegruppe for Sydkorea med fokus på sociale

aktiviteter for forældre og børn.

 

 

Af Sisse Jacobsen, formand

 

I sommeren 2008 var vi nogle stykker, der gik og undrede os lidt over, at stort set alle andre lande end Sydkorea har en landegruppe. Det på trods af, at Sydkorea har formidlet børn til Danmark siden 1970. Det kan der sikkert findes mange forklaringer på. Mange har måske søgt små private netværk og andre har måske ikke været interesseret i at ”dyrke” adoptivfamilien.

 

Selvom der efterhånden er mange gode steder på internettet, hvor man kan udveksle tanker og erfaringer, så synes vi alligevel, at der manglede noget. Ikke mindst for vores børn, der også har brug for at spejle sig i andre børn med samme historie. Som forældre eller kommende forældre er det også rart, at kunne mødes med andre ligesindede og tale om de mange glade stunder og de udfordringer der er, når man har børn. Det er internettet godt til, men det kan aldrig erstatte de samtaler og bånd der knyttes, når man mødes ”in real life”.

 

Første skridt var derfor at mødes. Vi arrangerede to træf i slutningen af oktober. Et i Jylland og et på Sjælland. Der var mange fremmødte til begge arrangementer, som blev en succes. Børnene legede godt med hinanden og forældrene havde nogle hyggelige stunder sammen. Det var også dejligt at få sat ansigter på dem, som man havde delt tanker med på nettet. Efter de to arrangementer var vi blevet styrket i vores tro på, at vi skulle danne en egentlig landegruppe.

 

På Facebook

Det næste spørgsmål der meldte sig var, hvordan gør vi det så? En landegruppe skal jo netop være for hele landet. Vi oprettede derfor en gruppe på Facebook -”Koreatrolde” - og skrev samtidig en artikel til Adoption og Samfund for at gøre opmærksom på gruppen. Gruppen voksede hurtigt og der er nu knap 100 medlemmer. I gruppen fik vi flere tilbagemeldinger på, at der var stemning for at danne en landegruppe.

 

Koreatrolde en realitet

Med god inspiration fra andre landegrupper indkaldte vi til stiftende generalforsamling 28. marts 2009. 15 mødte op og forslag til vedtægter blev gennemgået og rettet til.

Der blev valgt en bestyrelse og suppleanter, det første træfudvalg blev nedsat og webmaster til hjemmesiden blev valgt.

 

Formålet med landegruppen er først og fremmest ”at varetage nuværende og kommende adoptivbørn og adoptanters sociale netværk og interesser i relation til Korea”. På sigt kan Koreatrolde udvikle sig til ”at hjælpe og bistå Adoption og Samfund samt DanAdopt med informationer, erfaringer og rådgivning omkring adoption fra Korea.

 

Det er også hensigten at et samarbejde med Koreaklubben med tiden kan udvikle sig. Vi tror dog, at Koreatrolde først skal finde sine egne ben at stå på. Der er mange erfaringer at trække på fra Koreaklubben hos de voksne adopterede, som familierne i Koreatrolde kan drage nytte af.

 

Træf

Der er allerede nu fundet en dato for de første træf. For Vestdanmark bliver det lørdag d. 5. september 2009. For Østdanmark vil der være træf lørdag d. 19. september 2009. Nærmere oplysninger om tid og sted vil snarest være at finde på www.koreatrolde.dk

Ved træffene vil der være fokus på at børnene kan lege og hygge sig og forældrene kan få sig en god snak.

  

Hjemmeside

www.koreatrolde.dk kan du læse mere om foreningen, bestyrelsen, aktiviteter m.m. Hjemmesiden er forsat under opbygning og vil blive opdateret løbende. Det er også via hjemmesiden, at du kan melde dig ind i Koreatrolde. Man kan være almindeligt medlem som husstand, hvis man venter på at adoptere eller har adopteret fra Korea. Man kan også være støttemedlem.

 

Vi håber, at mange vil kigge forbi hjemmesiden og at dette vil inspirere til indmeldelse, så vi udvikler en god forening til gavn for både børn og voksne.

 

 

 

 

Retur